Foredrag: Jorden rundt med mine strikkepinde
Med eventyr i blodet og stor passion for strik og uld og for at leve livet fra hjertet, rejser Trine Eger Nielsen ud i verden og samler inspiration til sine design.
Ude under fremmede himmelstrøg, fordyber Trine sig og lader skaberlyst og kreativitet få frit spil og således sender hun drømme og eventyr helt ind i sine strikkeopskrifter.
I 2018 rejste Trine til New Zealand på sin første strikkerejse og udgav i 2019 bogen "Jorden rundt med mine strikkepinde", New Zealand.
I foråret 2022 rejste Trine til smukke Irland i 6 uger og er i fuld gang med en ny bog.
Eftermiddagens foredrag handler om Trines rejser til både New Zealand og Irland, om garn, uld, alt hendes strik og lidt om sin måde at arbejde på i forhold til det pågældende land, men i høj grad også om at leve sine drømme ud. Der vil således være masser af inspiration til at drømme, rejse, leve og strikke.
Trine viser en masse billeder og medbringer alt det strik hun har produceret + en masse garn som deltagerne kan få i hænderne. MÅSKE har Trine garn med som hun sælger af, men det ved vi først på selve dagen.
Foredraget koster 100,00 kr. inklusiv et glas vin eller vand.
Der sælges også billetter ved indgangen, men kun i det omfang, at der ikke er udsolgt via vores hjemmeside.